mandag den 22. januar 2007

Heidi på visit

En dejlig weekend er nu helt slut. Hvis jeg kunne, havde jeg gerne trukket den lidt længere, for det var simpelthen så hyggeligt, at have Heidi herovre. Det gik, sædvanen tro, ret meget op i fest, men det havde jeg nu også regnet med.
Fredag holdt vi vores helt egen cocktail-smagsprøvning. Det var en stor succes. Vi gav alle drinks point og kommentarer med på vejen, så vi en anden gang kan finde de bedste frem. Den suveræne vinder blev cosmopolitan efter en opskrift vi fandt på nettet. Damerne i "Sex and the City" har god smag!
Lørdag kom tre af "gutterne" herud for at spise med og varme op til en tur på den irske, hvor Neil Brophy skulle spille. Neil har jeg hørt et utal af gange nede på den "gamle" The Irish Cat Pub, så det ville jeg heller ikke undvære denne gang. Der var ikke ret mange mennesker, men vi blev, så Neil i hvert fald havde nogle "klappere". Desværre levede det ikke helt op til forventningerne, men det var ikke Neil's skyld - stemningen var bare ikke som i de "gode, gamle dage".
Da begge aftenerne endte ud med byture, blev det en ret "hård" weekend. Den har dog samtidig tilført en masse energi, for det var som sagt ret hyggeligt at være sammen med Heidi igen. Det er altid så dejligt ukompliceret og der bliver grinet en masse - det er godt at få en "latter-indsprøjtning" her i januar!
Der bliver bare så stille efter sådan en weekend....

Ingen kommentarer: