Mor, Bente og Kaj skulle komme til middag i aften. Mor hentede mig direkte fra jobbet og så var vi lige et smut i Bilka for at handle ind til maden. Hjemme gik tiden hurtigt med at få kokkereret, ryddet op og smidt nogle lys i stagerne, så det kunne blive rigtig hyggeligt. Det blev det sandelig også. Bente havde, for en gang skyld, været rigtig dygtig i forhold til indkøb af værtindegave. Endnu en gang har hun hørt efter, hvad jeg sådan lige har slynget ud, at jeg godt kunne bruge. Der var (ønskede) hjemmestrikkede huer i rød og grå og strikkegrej til min egen produktion. dejligt.
Maden smagte som den skulle (godt!). Jeg har en tendens til altid at skulle lave noget til mine gæster, som jeg ikke har prøvet før, hvilket en gang imellem ender i kaos. Gudskelov ikke denne gang. Vi fik kæmpestore Cannelloni med oksekød og spinat, og til dessert havde jeg fået fremtryllet en æblekage (lidt crumble-agtig) med marcipan hvortil vi fik vanilleis. Vi var dog nødt til at tage et break i indtaget af de mange lækkerier, så vi spillede selvfølgelig vores nervepirrende "10000". Herunder ser I de to af spillefuglene, Bente og Kaj.
Jeg vil her undlade at kommentere på hvem der vandt og hvem der tabte. Så kan man jo spørge sig selv om hvorfor jeg undlader det. Jeg vil lade jer leve i lykkelig uvidenhed...
Det var en rigtig hyggelig aften.
Lige da gæsterne havde forladt hytten, omkring kl. 22, følte jeg at jeg var alt for frisk til at sidde her og hænge på en fredag. Hér to timer senere, kan jeg mærke, at jeg er lykkelig for at det eneste jeg skal nu, er at sove. Det bliver skønt. Nu ved jeg, at jeg får en god lang lørdag - er bare bange for, at den ikke slår til alligevel. For jeg har mange projekter som jeg gerne vil føre ud i livet i morgen. Lad os se hvad jeg når. Godnat for nu!


Ingen kommentarer:
Send en kommentar