
Vågnede i morges ved lyden af naboers skraben sne. Troede ellers vi skulle gå fri i nat, men jeg havde nok ikke lyttet intenst nok til vejrudsigten i går. Jeg måtte ud og skrabe - for første gang på MIT fortov. Det var nu egentlig rart nok, for vejret var jo skønt og man blev helt vågen! Bagefter indtog jeg morgenkaffen mens jeg faldt i staver over udsigten fra stuevinduet - og blev enig med mig selv om, at jeg ville dele den med jer...
Har derefter haft en helt almindelig arbejdsdag - en af de korte. Jeg bliver nu altid overrasket over at jeg kan blive så træt efter kun 5 timer, men det kan man altså. Da jeg stod og ventede på bussen kom en af mine kollegaer forbi og spurgte om hvorfor jeg egentlig ikke køber en bil, når nu jeg har råd. Det er jeg godt nok blevet spurgt om mange, mange gange. Det er åbenbart bare noget man skal have! Jeg skal bare ikke!!! Jeg har ingen trang til det og jeg nyder virkelig den halve time i bussen, hvor jeg kan koble af med min elskede Ipod. I dag kunne jeg på vejen hjem nyde træer og huses sorte silouetter på den orange/blå himmel, mens skønne toner fra Delerium fyldte øregangene. Hvor mange af mine kollegaer har haft den ro på vejen hjem? Det var bare så vidunderligt. Jeg vil ikke bytte mine halve timer for en bil. I øvrigt kan det jo slet ikke betale sig for mig. Jeg bruger max. 1000 kr. i måneden på transport og har aldrig uventede udgifter i forbindelse med den. Hvem med bil kan slå den?
Nu sidder jeg med den koffeinfri kaffe foran computeren igen, igen. Skal lige have lavet lidt arbejde og så skal jeg lige udforske lidt mere i hvad jeg kan gøre med min blog. Det er blevet en hård konkurrent til hækleriet...som var det til læseriet. Piv, jeg har for mange hobbies - eller for lidt fritid om man vil!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar